Efter mange forsinkelser blev det endelig tid til at publicere igen. På grund af den internationale udvikling gik det meste af 2022 desværre med at prøve at få mit eget lille hjørne af dansk forsvar gjort så kampklart, som den beredskabs- og materielmæssige situation tillader.
Det Krigsvidenskabelige Selskab har nu publiceret femte del af min artikelserie om Hærens udvikling på panserværnsområdet set i rammen af den overordnede forsvarskamp.
Perioden fra 1950-1959 var præget at det faktum, at Danmark, i kraft af sit NATO-medlemskab, for første gang siden 1864 ikke længere var sikkerhedspolitisk isoleret.
NATO-medlemskabet gav også adgang til moderne våben leveret igennem alliancens våbenhjælpsprogram, heriblandt slagkraftige panserværnsvåben. Både i form af raketstyr, dysekanoner og panserværnskanoner, men også i form af kampvogne og panserjagere med slagkraftig kanonbevæbning.
I løbet af under 10 år lykkedes det på denne måde at opbygge slagkraftige hærenheder der ville have haft en realistisk mulighed for at standse det forventede angreb fra østblokstaterne, hvori tusindvis af kampvogne og andre pansrede køretøjer ville indgå
Tryk på billedet af panserværnsholdet med 89mm Raketstyr M/51 for at komme til artiklen:
