Så har det Krigsvidenskabelige Selskab publiceret fjerde del af min artikelserie om udviklingen af panserværn i Hæren. Perioden fra 1945-1949 var en, hvor det danske Forsvar forsøgte at genopbygge sine styrker, efter at have fået alt sit førkrigsmateriel konfiskeret af den tyske Værnemagt.
Denne genopbygning skete i første omgang på baggrund af våben doneret/indkøbt fra Sverige og Storbritannien. På grund af de store udgifter gik denne opbygning dog langsomt og de panserværnsvåben der blev leveret var heller ikke altid de mest moderne hvad angik konstruktion og ammunition.
I tilgift var den danske hær også bundet af en række politisk pålagte opgaver der gjorde, at store dele af Hærens mest moderne våben konstant var udsendt til de danske besættelsesstyrker i Tyskland og derfor ikke umiddelbart var til rådighed for Forsvaret af Danmark.
Læs artiklen ved at trykke på billedet af de to danske Sergentelever med 90mm Panserværnsgevær M.45.E. herunder:
Tak! Ser jeg frem til at læse. Spændende at se historien forme teknologien og omvendt, også set i lyset af krigen i Ukraine hvor systemer fra mange forskellige lande og alder bliver introduceret.
Mange tak for de pæne ord. Den aktuelle krig i Ukraine har også gjort det meget tydeligt, præcist hvor effektiv den aktive og reaktive pansring, de fleste russiske pansrede køretøjer råder over, er imod moderne panserværnsvåben. Jeg regner med lave en opsummering af de nuværende vilkår i den sidste artikel i serien.