Bornholms Region og Værn

Let Kampvognseskadron / Bornholms Region og Værn 1960-1991:

Denne enhed blev opstillet i 1960 med lette kampvogne af typen M24, der enten var blevet til overs som følge af reduktioner i Hærens øvrige enheder, eller ved indførelsen af den lette kampvogn M41 hos opklaringsenhederne i resten af landet. Formålet var at give Bornholms Region en pansret enhed, som kunne indsættes offensivt i den indledende fase af en fjendtlig luft-eller sølandsætning, hvor de landsatte fjendtlige tropper hverken ville have middeltunge kampvogne eller langtrækkende panserværnsvåben til rådighed.
Den Lette Kampvognseskadron var, indtil 1986, den eneste enhed i Bornholms Værn som både kunne bevæge sig og kæmpe under panserbeskyttelse. Dette gjorde den velegnet som både offensiv spydspids og defensiv reserve. Det var typisk en af de enheder som Regionschefen kunne vælge at indsætte samlet for at skabe tyngde i kampen og gennemtvinge en afgørelse. Alternativt kunne enheden splittes op, så de enkelte kampvognsdelinger blev afgivet til at støtte hver deres infanterikompagni.
Den Lette Kampvognseskadron var en unik enhed, der kun eksisterede på Bornholm, idet landets øvrige kampvognseskadroner var udrústet med enten Centurion eller Leopard 1 kampvogne. Historisk kunne eskadronen trække sine aner tilbage til de dragon-og rytterkompagnier som indtil 1920 havde udgjort en del af Bornholms Væbning og blev derfor også omtalt som de "Bornholmske Dragoner". Denne betegnelse var dog aldrig officiel.

1960-1966:

Eskadronen blev indledningsvist opstillet i forbindelse med 1960 Forsvarsforliget, med 7 kampvogne, fordelt med to delinger på hver 3 vogne, samt en vogn til eskadronschefen. Hertil kom det nødvendige faglige personnel, værktøj og forsyninger til at holde vognene kørende, der blev opstillet i en tilhørende kommandodeling. Enheden blev bemandet ved, at personnel fra Gardehusarregimentet i Næstved og Jyske Dragonregiment i Holstebro blev overført til Bornholms Værn. Herefter blev enheden bemandet ved at værnepligtige fra Gardehusarregimentet, efter deres indledningsvise 4-måneders grunduddannelse, blev roteret til Bornholms Værn, hvor de aftjente de sidste 12 måneder af deres 16-måneders værnepligt.
Ved årsskiftet 1960-61 overgik 3. Echelon vedligeholdelsen af vognene fra Gardehusarregimentet til Bornholms Værns Værkstedskompagni og fra efteråret 1962 blev ansvaret for at indkalde og uddanne personnel til eskadronen også overført til Bornholms Værn. Samtidig tilgik yderligere en kampvognsdeling plus to reservevogne, hvilket bragte det totale antal kampvogne på øen op på 12, hvoraf 10 var bemandede.
Ved opstillingen var enheden i fredstid administrationsmæssigt underlagt 12. Artilleriafdeling, men umiddelbart efter oprettelsen blev enheden overført til at høre direkte under Bornholms Region og Værn både i fred og krig. I lighed med resten af Dækningsstyrke-enhederne i Hæren opretholdt eskadronen et højt beredskab og alle 7-10 kampvogne i eskadronen var bemandet og opstillet i Dækningsstyrken. Et problem her var dog, at det eneste sted i landet det var muligt at gennemføre taktiske øvelser med brug af skarp ammunition, var i Skydeterrænet i Oksbøl. For at afhjælpe dette, blev eskadronen fra 1960 sendt til Oksbøl to gang årligt for at gennemføre skydeøvelser, og fra 1962 fire gange, hvilket gav det værnepligtige personnel muligheden for at blive fortrolige med deres kampvogne ved skarpskydning under feltforhold

1966-1974:

Ved 1966 Forsvarsforliget blev eskadronen normeret med en Opklaringsdeling, bestående af to lette kampvogne samt to Spejdersektioner på hver fire lette hjulkøretøjer. Dette gav eskadronen evnen til også at varetage opklarings, sikrings og overvågningsopgaver, udover de allerede eksisterende kampopgaver. Opklaringsdelingen blev derfor ofte indsat i selvstændige opgaver adskilt fra resten af eskadronen, typisk for at skaffe informationer om fjendens antal og position.
I takt med at tjenestetiden blev nedsat til 14 måneder i 1966 og 12 måneder i 1970, blev eskadronenes beredskab også nedsat til 73% bemanding. Dette betød, at kun to kampvognsdelinger, samt Opklaringsdelingen og Kommandodelingen var bemandet og opstillet i Dækningsstyrken. De resterende dele af eskadronen ville blive indkaldt ved etableringen af Foreløbig Sikringsstyrke. Konsekvenserne af at nedsætte tjenestetiden for de værnepligtige blev dog til dels afhjulpet af det faktum, at store dele af eskadronen i løbet af 1960´erne blev bemandet med kontraktansat stampersonnel. 9 ud af 12 vogne var således bemandet i fredstid. De værnepligtige gjorde primært tjeneste i Kommandodelingen og i Opklaringsdelingens Spejdersektioner, omend enkelte værnepligtige også gjorde tjeneste på selve kampvognene. I 1968 blev antallet af skydeøvelser i Oksbæl sat ned til 3 årligt, sammenfaldende med de tre gange per år hvor Bornholms Værn indkaldte værnepligtige.
I 1970 påbegyndte eskadronen konvertering til den lette kampvogn M41, idet de gamle M24´ere var både teknisk og våbenmæssigt forældede samt stærkt nedslidte. Eskadronen modtog omkring 1970 også infrarød natkampsudrustning til både de lette kampvogne og Overvågningssektionerne. Dette gjorde det for første gang muligt for enhederne at kæmpe om natten uden brug af synligt lys, såsom lysgranater eller signalpatroner.

1974-1981:

Som en følge af 1973 Forsvarsforliget blev eskadronen fuldstændig bemandet med stampersonnel på kontrakt i både Kommandodelingen, Kampvognsdelingerne og Opklaringsdelingen. Samtidig blev den sidste kampvognsdeling nu opstillet i Stående Styrke. Således var 86% af eskadronen nu bemandet i fredstid, heraf 10 ud af 12 lette kampvogne (Eskadronschefens vogn samt en af vognene i opklaringsdelingen skulle først bemandes ved indkaldelse af Dækningsstyrkens Reserve). Antallet af personnel i eskadronen blev formindsket med lidt over 20 mand, fortrinsvis ved at reducere kampvognsbesætningerne fra 5 mand til 4 som følge af skiftet fra M24 til M41 og ved at reducere Spejdersektionerne til Overvågningssektioner, hver med tre lette hjulkøretøjer. Disse reduktioner i størrelsen af enhederne skyldes givetvis ønsket om at reducere antallet af ”dyre” kontraktansatte i disse enheder, uden samtidig at opgive de kapaciteter enhederne besad. Et andet besparelsesmæssigt aspekt var, at de årlige skydeøvelser i Oksbøl blev nedsat til to. Ved 1973 forliget blev eskadronen i Fredstid underlagt den nyoprettede Kampgruppe Bornholms Værn.

1981-1986:

Ved 1981 Forsvarsforliget blev 90% af eskadronen opstillet i Stående Styrke, idet kun Eskadronschefens vogn nu var i mobiliseringsstyrken. Den Lette Kampvognseskadron (og Bornholms Værn generelt) var således en af de få enheder som kom godt ud af 1981 forliget, der betød voldsomme nedskæringer i den Stående Styrke i resten af Hæren. Den store andel af personellet opstillet i Stående Styrke kombineret med det faktum, at eskadronen generelt var bemandet med det normerede antal af kontraktansatte soldater betød, at det var muligt at opretholde et højt niveau hvad angik træningsstandarden for enkeltmand og i selve enheden, samt at holde eskadronens nu gamle kampvogne og øvrige materiel i køre-og kampklar tilstand.

1986-1991:

Ved 1984 Forsvarsforliget blev enhederne i Stående Styrke igen reduceret og nu ramte besparelserne også Bornholms Værn. Fra 1986 måtte eskadronen inaktivere en kampvognsdeling og overføre den til Hjemsendt Supplement. I tilgift blev Opklaringsdelingen nu udskilt fra eskadronen og brugt til at danne kernen i Bornholms Værns nyopstillede Opklaringseskadron. Som erstatning, både for Opklaringsdelingen og for de infanterikompagnier som hidtil havde været i Stående Styrke på Bornholm, tilgik en Motoriseret Infanterideling, kaldet Panserskyttedelingen, der skulle opstilles fuldt bemandet i Stående Styrke. Der var dog indledningsvist problemer med at rekruttere nok kontraktansatte til Panserskyttedelingen, der således periodevist manglede mandskab. Panserskyttedelingen overtog de sikringsopgaver som Opklaringsdelingen havde løst, i særdeleshed i tilknytning til eskadronens kamp i lukkede områder såsom skov og by. Selv efter inaktiveringen af en kampvognsdeling, var eskadronen dog stadig normeret med 75% af sit mandskab opstillet i Stående Styrke, med de resterende 25% som Hjemsendt Supplement. Den inaktive Kampvognsdeling og resten af personellet i Hjemsendt Supplement blev mønstret i oktober 1988 (7 dage) og i maj 1990 (15 dage)

I 1987 blev eskadronens lette M41 kampvogne opgraderet til M41-DK1 status og de ombyggede kampvogne begyndte at ankomme fra august 1987. Opgraderingerne forbedrede mulighederne for at bekæmpe pansrede mål samt evnen til at kæmpe om natten og i dårligt vejr. De mange opgraderinger som den gamle vogn havde gennemgået betød dog, at der var et stort arbejde forbundet med at sørge for, at vognene var i køre-og kampklar tilstand. Dette var en opgave som kun eskadronen på Bornholm reelt var i stand til at løfte effektivt, givetvis på grund af den høje bemanding med kontraktansat stampersonnel og det høje antal af kampvogne aktive og kørende i Stående Styrke. Med tilgangen af M41-DK1 blev antallet af kampvogne på øen forøget til 17, idet en af vognene var ubemandet reservevogn for enten den Lette Kampvognseskadron eller Opklaringseskadronen.

Eskadronen overlevede den Kolde Krig, men blev gradvist overført til mobiliseringsstyrken i løbet af 1990´erne. I 1998 var eskadronen en ren mobiliseringsenhed og året efter blev den nedlagt. I år 2000 fulgte resten af Bornholms Værn efter.